Ballerup Kommune Skovlunde den Hold-an Vej 7 2750 Ballerup Omklassificering af veje i Ballerup Kommune Med henvisning til annoncering i Ballerup Bladet den 20. december 2010, hvor I oplyser, at vejene skal overgå til os den 1. januar 2015, vil jeg her kraftigt protestere mod dette. Vi har reelt ingen mulighed for at administrere dette, og det vil blive en meget dyrere løsning for os, frem for hvis kommunen fortsat stod for opgaven. Jeg frygter at stå med en betydelig økonomisk byrde, der kan påvirke prisen på mit hus og derigennem min privatøkonomi. Jeg vil i det efterfølgende uddybe dette. At borgmesteren er enig i trafikministerens synspunkter om overdragelse af veje kun kan ske, hvis vejen er i en ordentlig stand, glæder mig meget. Men for at være helt sikker på, at jeg opfatter dette rigtigt, må vi lige præcisere, hvad en vej er. En vej består af mange dele, og jeg har selvfølgelig forventning til, at alle dele er i en ordentlig stand inden en eventuel overdragelse, omfattende: * Selve vejarealet med asfalt * Kantsten, fortov og rabatter * Vejbrønde og regnvandsledninger * Spildvandssystem * Vandinstallationer * Telekommunikation (TDC med fleres ansvar) * Kraftforsyning og vejbelysning (Dong og Ballerup Kommunes ansvar) * Ledningsnet for gas (DONG’s ansvar) Jeg ved godt, det er ledningsejerne, der har ansvaret for egen installation. Men jeg forventer, at I sikrer jer, at installationerne er i ordentlig stand og ikke skal skiftes foreløbig. Det skal lige bemærkes, at hele Skovlunde syd stadig er forsynet med luftledninger NESA (nu DONG) har i årevis villet skifte installationen til jordledninger, da masterne er nedbrudte af råd, og flere er væltet i kraftigt stormvejr. I har selv været med til at udskyde denne omlægning grundet kommunens stramme økonomi. Men der kan vel ikke være tvivl om, at ledningerne bliver nedgravet og vejene forsynet med nye lysmaster og tilhørende belysningskilder inden en eventuel overtagelse? Drift og vedligehold Den helt store udfordring ligger nok i, om vi almindelige borgere overhovedet magter opgaven med drift og vedligehold af veje. Det, der er lagt op til er, at hver vej etablerer et vejlaug, som står for den samlede drift og vedligeholdelse af vejen. For at belyse de udfordringer, der ligger i dette, vil jeg her skitsere et forventet hændelsesforløb - med udgangspunkt i en typisk vej i Skovlunde Syd. Vejen består af 80 parceller, fordelt med medlemmer i flere grundejerforeninger og andre, der slet ikke er medlem nogle steder. * For det første: Findes der nogen på vejen som har kendskab til drift og vedligeholdelse af en vej? Og har vedkommende lyst til at bruge sin fritid på dette arbejde? (Det bliver jo nok ulønnet) * Hvis denne igangsætter findes, hvor skal vedkommende så samle beboere fra 80 parceller? Det kræver noget plads. Lokaler på skoler eller bibliotek kan kun lejes for et døgn og er ikke billigt. Hvem lægger disse penge ud? Det er jo ikke sikkert vedkommende får pengene igen. * Når det så endelig lykkes at få indkaldt beboerne, er det givet, at alle ikke møder op. Men dem, der er til stede, skal nu etablere et vejlaug og et sæt vedtægter. Og dette kan i sig selv nok blive lidt af en udfordring. Hvordan det nu end ender, er det givet, at nogle ikke vil acceptere flertallets beslutning. * Nu har vi et vejlaug og et sæt vedtægter, som en del kan tilslutte sig. Men samtidig har vi måske lige så mange, som ikke vil godkende noget som helst. Hvad gør man så? Vi kan jo ikke påtvinge nogen et medlemskab af et nyt vejlaug. * Hvis det utænkelige sker, at alle bliver enige, og vi får etableret et fælles vejlaug, kommer den næste udfordring. Hvad gør man ved dårlige betalere? Medlemmer, som ikke betaler den årlige regning. Hvilke sanktionsmuligheder har vejlauget? Hjælper kommunen med at få tinglyst gæld i husene eller inddrive gælden? * Ved overdragelse af vejene til os beboere, overtager vi så også ansvaret for mulige uheld grundet dårlig vedligeholdelse eller manglende snerydning på vejen? Hvis ja, er vi nødt til at tegne en ansvarsforsikring, for at dække os ind overfor eventuelle tilskadekomne? Er denne post medregnet, når I oplyser, hvad det koster os årligt at drive en vej? * Det, der sandsynlig vil ske er, at alle prøver at vedligeholde eget vejareal efter bedste evne. Med det resultat, at kommunen om nogle år har veje, der er i en meget dårlig stand. Som I kan se af ovennævnte, bliver det stort set umuligt at få etableret noget som helst. Det, I opnår, er en masse konflikter imellem kommunens borgere, som slet ikke er i tråd med målsætningen i Ballerup Kommune: "Vi satser på mennesker". Kommunen har alle forudsætninger for at drive og vedligeholde veje. Så lad det blive ved det, vi magter ikke opgaven, og I skaber ikke rammerne for, at vi kan gøre det! Jeg håber derfor, I vil genoverveje jeres planer og trække forslaget tilbage. Og jeg forventer et uddybende svar fra jer indenfor en måned. Med venlig hilsen